Nyt projekt 'Kvalitet i Skoleskak'

Nyt projekt 'Kvalitet i Skoleskak'

Undervisningsministeriet‘Kvalitet i Skoleskak’ er navnet på et nyt projekt i samarbejde med Undervisningsministeriet.

Over 300 skoler tilbyder i dag skoleskak som en metode til at styrke koncentration og indlæring for mere end 20.000 elever. Folkeskolereformen styrker muligheder for, at skoleskak bliver en del af hverdagen på endnu flere skoler. Et nyt projekt skal udvikle kvaliteten af skoleskak som tilbud.

’Kvalitet i Skoleskak’ er et nyt projekt, der skal udvikle og afprøve indsatser, som kan være med til at udbrede kendskabet og kvaliteten af skoleskak som læringstilbud.

Christine Antorini holder tale ved Dansk Skoleskaks 50 års jubilæumsfest på Københavns Rådhus”Med folkeskolereformen indføres en ny form for undervisning i skolen – den understøttende undervisning. Denne tid skal blandt andet bruges til aktiviteter, der kan støtte de forskellige fag. Det vil være helt oplagt at bruge skoleskak som et element her. Der er mange måder at blive inspireret, motiveret og engageret på. Skoleskak er et rigtig godt eksempel på, hvordan man kan lære på en anderledes og sjov måde. I den sammenhæng er det vigtigt at sikre et bedre videngrundlag om kvaliteten af læringstilbud som skoleskak,” siger undervisningsminister Christine Antorini.

Undervisningsministeriet har bevilget tre millioner kroner til projektet. Det glæder generalsekretær i Dansk Skoleskak, Mads Jacobsen.

”Vi oplever i disse år en voldsom stigende interesse for skoleskak som en inkluderende metode, der styrker motivation og trivsel – også for de unge som oplever udfordringer i mødet med skolen. Læringsaktiviteter med skoleskak giver eleverne mulighed for at lære på andre måder og derigennem udvikle sig fagligt og socialt. Det er derfor vigtigt, at vi bliver endnu bedre til at udvikle kvaliteten,” siger Mads Jacobsen, generalsekretær i Dansk Skoleskak.

Som led i projektet vil der blandt andet blive udviklet guides, værktøjer og metoder, så det bliver nemmere for det undervisende personale at gå i gang med at anvende skoleskak som læringsaktivitet.

Læs mere om skoleskak i den nye folkeskolereform.
Læs mere på Undervisningsministeriets hjemmeside.

Kontaktoplysninger Dansk Skoleskak
Generalsekretær Mads Jacobsen, mads@skoleskak.dk, 2240 1488.
Formand Jakob Rathlev, jakob@skoleskak.dk, 6060 1493.

Kontaktoplysninger Undervisningsministeriet
Chefkonsulent Jon Jespersen, jojes3@uvm.dk, 3392 5668.
Presseansvarlig Karen Tidemann, katid1@uvm.dk, 3392 5098/2240 0930.

Dansk Skoleskak
info@skoleskak.dk


Live Chat