Vision og mission

Mission – hvorfor vi er sat i verden
Med skoleskak som pædagogisk metode styrker vi børn og unges intellektuelle og sociale udvikling i et mangfoldigt og forpligtende fællesskab på tværs af alder, køn, religion, geografi og etnicitet, hvor deltagernes koncentration, selvstændighed og analytiske evner stimuleres til et sundt undervisnings- og livsforløb. Vi bruger skoleskak som medie til at bygge bro i samfundet, og vi arbejder samfundsengagerende med problemstillinger inden for områder der gælder børn, unge, uddannelse, integration og internationalt arbejde.

Vision – hvor vi er i 2014
Skoleskak er et anerkendt begreb synonymt med læring, koncentration og kompetenceudvikling samt integration og internationalt udsyn. Dansk Skoleskak har formaliseret samarbejde med skolepolitiske organisationer og institutioner omkring løsning af fremtidens uddannelses- og integrationspolitiske udfordringer, og skoleskakkens gavnlige virkninger er videnskabeligt dokumenteret i en dansk kontekst. Dansk Skoleskak har etableret sig med en professionel administration og er iblandt de mest attraktive organisationer at være frivillig i.